Kognitiv adfærdsterapi

Kognitiv adfærdsterapi (KAT) er en evidensbaseret psykologisk behandlingsform, der tager udgangspunkt i sammenhængen mellem vores tanker, følelser, kropslige reaktioner og handlinger. Grundtanken er, at den måde, vi forstår og fortolker os selv og vores omgivelser på, har betydning for, hvordan vi har det, og hvordan vi handler.

Kognitiv adfærdsterapi er en veldokumenteret behandlingsform ved en række psykiske vanskeligheder og er ofte førstevalget ved specifikke angstlidelser som panikangst, socialfobi og OCD (obsessiv-kompulsiv tilstand). Her arbejder man blandt andet med at forstå og bryde de mønstre, der er med til at vedligeholde angsten.

I terapien undersøger vi sammen de mønstre og strategier, der kan være med til at fastholde dig i mistrivsel eller uhensigtsmæssige reaktionsmønstre. Det kan eksempelvis være negative tanker om dig selv, bekymringer, undgåelsesadfærd eller handlinger, der på kort sigt giver lettelse, men på længere sigt kommer til at begrænse dig.

Ofte kan terapien indeholde konkrete øvelser, som du kan arbejde med mellem sessionerne.

Mit arbejde med kognitiv adfærdsterapi er samtidig præget af et compassionfokuseret menneskesyn, hvor vi blandt andet har blik for, at mange af vores reaktionsmønstre er udviklet som forsøg på at håndtere svære følelser og beskytte os selv. Vi arbejder derfor ikke blot med at ændre uhensigtsmæssige mønstre, men også med at forstå, hvorfor de er opstået, og møde dem med nysgerrighed frem for kritik.